Episode Transcript
I dag....
...det er jo... dagen i
dag: præcis 31 dage efter
at Mahsa Amini døde i
det iranske moralpolitis varetægt.
Hun var 22 år gammel,
og hvad var hendes brøde?
Ja, det var, at hun
ikke havde dækket sit hår
og sin nakke godt nok
til, og så blev hun pågrebet
under ferie til Teheran.
Og efter sigende blev hun
trukket ind i en politibil,
gennembanket og slået bevidstløs.
Og hvad der derefter sådan
helt præcis skete, det ved
vi ikke, Men faktum er,
at hun endte i koma
og døde tre dage senere
i moralpolitiets varetægt.
Præstestyret benægter og påstår, at
hun døde af naturlige årsager.
Den iranske moralpoliti er sat i verden
for at opretholde præstestyrets forrykte
og undertrykkende love.
Er med til at
gøre, at Iran fremstår
- omend konkurrencen er hård -
som et af verdens mest
afskyelige og formørkede regimer,
hvor tyranni og brutal vold
er dagens ret.
I sympati med Mahsa Amini begyndte
en bevægelse,
som i sit udspring jo
handlede om kvinders manglende frihed
i Iran, og som nu
er en egentlig folkelig bevægelse
mod det iranske præstestyre.
Og jo, en global bevægelse,
som det har været
- hvis ikke det var på så
trist en baggrund -
fascinerende at være vidne til. En bevægelse, som startede med
symbolske handlinger til støtte for
kvinders kamp for ligestilling og frihed.
Kvinder i Iran, der klipper
hår af i protest og
brænder deres hijab på
gaden.
Demonstrationer i København, hvor man
gør det samme over hele verden,
og der er også en
stor demonstration på søndag.
Fordi det her har verden
taget til sig.
Først kvinder, og senere
- og det er vigtigt -
os allesammen, har over hele
verden udtrykt solidaritet med de
iranske kvinders frihedskamp og har
kopieret den symbolske handling med
at klippe et stykke af sit hår af.
Jeg synes, at det har
været
imponerende at være vidne til
det mod.
At klippe håret af sig
selv i Danmark
det er en symbolsk handling.
At vise sit hår
og klippe i det
- i Iran, altså -
det er en en ekstrem
modig manifestation.
Jeg synes også, det har været
rørende.
Det er jo en kamp, der
foregår med deres liv som
indsats, og svaret fra præstestyret har jo
været lige så brutalt og voldeligt,
som vi kunne frygte.
Protester, der slås ned.
Demonstranter, der sættes i fængsel
eller slås ihjel.
Herunder også små børn.
Det oprør, vi er vidne
til i øjeblikket,
det er jo det alvorligste
for præstestyret i mange, mange år.
Med sit udspring i
Mahsa Aminis meningsløse død,
og deraf kampen for
kvinderettigheder, er oprøret nu et
fuldbyrdet oprør mod regimet som
sådan.
På tværs af etnicitet og på
tværs af køn er bevægelsen
forenet i kampen for et
liv i frihed.
Symboler på regimets brutale undertrykkelse angribes.
For eksempel har vi set
fængslet Evin i flammer.
Et fængsel, der er
berygtet for at huse fængslede
kritikere af regimet.
Og det er jo et leder-løst oprør.
Det er en leder-løs
bevægelse, for hvem protesten
i sig selv er dynamikken.
Og dermed er der heller
ikke nogen formel bevægelse eller
opposition, som kan give sit
besyv med.
Det er ikke en opposition
med en fast plan for
en egentlig magtovertagelse.
Ligesom der jo også er et
fravær af internationale organisationer
eller kritisk presse i Iran.
Det er simpelthen
et ægte folkeligt oprør.
Uanset hvad protesterne fører med
sig, så er de i
hvert fald - hvilket i sig
selv er vigtigt - med til
at delegitimere præstestyret.
Udover den fysisk brutale håndtering
af demonstranter har styrets svar
også været at slukke for
internettet i et forsøg på at
dæmpe oprøret og forhindre det
i at sprede sig.
Det er jo svært at
forudse, hvor det her fører hen.
Det er det.
Men det, VI skal gøre,
det, vi kan gøre,
Det er at vi skal gøre det,
vi kan, for at støtte
kampen for frihed, mod undertrykkelse,
mord og vold.
Og der er vel i
virkeligheden to ting,
vi kan gøre.
For det første - og der
kan vi yde et bidrag hver især -
der kan vi holde verdens
opmærksomhed intakt.
Og det er vigtigt, i
en tid med mange kriser
og et mediebillede, der flytter
sig fra dag til dag,
hvor det er
svært at fastholde fokus.
Der kan vi hver især
bakke op, vi kan skrive,
vi kan demonstrere.
Vi kan holde konferencer som
denne her i dag.
Vi kan være aktive på
de sociale medier for at
yde vores lille - i virkeligheden
jo fattige - bidrag til at
holde kampen i live og
vise både det iranske folk
og det formørkede præstestyre, hvor
vi står.
Det kan vi gøre.
Det andet, vi kan gøre,
det er via EU.
Vi kan påføre det iranske
regime sanktioner.
Det er de to ting,
jeg synes, vi står med.
I forhold til det første.
Det med at holde opmærksomheden
intakt og holde tingene i fokus,
så må ingen jo
være i tvivl om, at
vi står på frihedens side.
Det må ingen være i
tvivl om.
Heller ikke de godt 21.000
iranere og efterkommere,
der bor i Danmark.
Langt størstedelen af dem
- af jer, nogle er her jo i dag,
ankommet jo i tiden under og
efter præstestyrets overtagelse i 1979 og shahens fald, flygtede
fra et forfærdeligt regime,
fandt fred blandt os i
Danmark, Er aktive medborgere i
Danmark, men jo med rødder i
Iran. Og derfor er der
jo mange i den gruppe
herboende iranere og efterkommere,
som følger særligt med i begivenhederne
i Iran.
Og jeg synes, det er
selvstændigt vigtigt, at de skal
vide og mærke, at vi
bakker op.
Vi står sammen mod den
undertrykkelse og brutale vold,
der pågår i Iran.
[klapsalver fra salen]
For når et undertrykt folk
sætter livet på spil og
rækker hånden frem efter friheden,
så skal vi gøre, hvad
vi kan, for at gribe
dem.
Gør hvad vi kan, for
at det lykkes.
Det er den ene ting,
vi kan gøre, og vi
kan gøre noget hver især.
I forhold til sanktioner:
USA og Canada har allerede
indført sanktioner mod Irans moralpoliti.
Den canadiske regering har meddelt,
at den nægter indrejse for
10.000 medlemmer af Irans
magtfulde Revolutionsgarde.
Og i EU drøftes netop
her i dag
- hvis drøftelserne ikke allerede er
færdige -
det hele går så stærkt,
at det kan være svært
at følge med, men i hvert
fald er det på
dagsorden i dag
i Luxemborg, at drøfte EU's
reaktioner på præstestyrets brutale håndtering
af demonstrationerne.
Og hele ideen om EU-
aktioner er jo så i
øvrigt, kan man sige, aktualiseret
af, at Iran nu også
engagerer sig i Putins krig
mod Ukraine.
Naser Khader brugte det
billede, at Iran er Mellemøstens
Ukraine, og det får sådan
en dobbeltbetydning nu, at både
har vi et brutalt iransk
styre i forhold til egne
borgere, men vi har altså
også nu iranske våbenleverancer,
omend de søger at benægte,
men det synes at være
dokumenteret, blandt andet af
Washington Post her til morgen.
Iranske droner og jord til
jord missiler, som nu direkte
anvendes i Putins brutale kamp
mod Ukraine.
Og begge dele kalder jo
på en hård reaktion fra EU.
Både det iranske engagement i
Ukrainekrigen og den brutale
fremfærd i Iran overfor egne
borgere.
Det glæder mig meget - for
alt skal jo ikke være
konflikt, selv om vi er
i en valg-tid,
at Danmark entydigt har
meldt sig ind på den
rigtige side, og at Danmarks
udenrigsminister Jeppe Kofod forud for
mødet her i dag har
sagt, at Danmark selvfølgelig stiller
sig det rigtige sted.
Det er vigtigt, at vi
sender et stærkt signal.
Som medborgere. Som europæere.
Og så er det også
vigtigt lige at reflektere,
måske netop i en tid
som denne, hvor vi har
et folketingsvalg,
At det her jo er en
genbekræftelse af det, vi allesammen
godt ved: Nemlig at
demokrati og frihed ikke er
nogen naturlov, men noget der
skal kæmpes for.
I Danmark er det relativt
enkelt, for der handler det
bare om at gå ned på kommunekontoret
og sætte et kryds.
Det er en fredfyldt affære,
selvom blodet godt kan
rulle i årerne hos os, der
engagerer os i det.
Men andre steder i verden
er det med livet som indsats.
Serfor synes jeg også,
at det er betimeligt, at
selvom vi er i en
valgkamp og har så travlt
med at diskutere os selv
og vores, i sammenligning små
problemer, at vi lige husker
at holde det her fokus på
det, der sker i Iran nu.
Så derfor vil jeg bare
slutte med dét,
og så ønske jer allesammen
en god konference.
Og igen tak, Naser og
andre, for at organisere det her.
Det er vigtigt.
Hav en god dag.
