Episode 1

October 18, 2022

00:10:29

Lars Løkke Rasmussens tale ved Iran-konferencen 17.okt 2022

Hosted by

First Link
Lars Løkke Rasmussens tale ved Iran-konferencen 17.okt 2022
Kvinde, Liv, Frihed | den danske forbindelse til oprøret i Iran
Lars Løkke Rasmussens tale ved Iran-konferencen 17.okt 2022

Oct 18 2022 | 00:10:29

/

Show Notes

Mandag den 17. oktober blev der afholdt konference på Christiansborg om oprøret i Iran. "Skal Danmark hjælpe iranerne?", lød konferencens hovedspørgsmål. Tidligere statsminister samt stifter og politisk leder for Moderaterne Lars Løkke Rasmussen gjorde sin holdning klart, da han holdt den indledende tale. Den kan du høre her. 

View Full Transcript

Episode Transcript

I dag.... ...det er jo... dagen i dag: præcis 31 dage efter at Mahsa Amini døde i det iranske moralpolitis varetægt. Hun var 22 år gammel, og hvad var hendes brøde? Ja, det var, at hun ikke havde dækket sit hår og sin nakke godt nok til, og så blev hun pågrebet under ferie til Teheran. Og efter sigende blev hun trukket ind i en politibil, gennembanket og slået bevidstløs. Og hvad der derefter sådan helt præcis skete, det ved vi ikke, Men faktum er, at hun endte i koma og døde tre dage senere i moralpolitiets varetægt. Præstestyret benægter og påstår, at hun døde af naturlige årsager. Den iranske moralpoliti er sat i verden for at opretholde præstestyrets forrykte og undertrykkende love. Er med til at gøre, at Iran fremstår - omend konkurrencen er hård - som et af verdens mest afskyelige og formørkede regimer, hvor tyranni og brutal vold er dagens ret. I sympati med Mahsa Amini begyndte en bevægelse, som i sit udspring jo handlede om kvinders manglende frihed i Iran, og som nu er en egentlig folkelig bevægelse mod det iranske præstestyre. Og jo, en global bevægelse, som det har været - hvis ikke det var på så trist en baggrund - fascinerende at være vidne til. En bevægelse, som startede med symbolske handlinger til støtte for kvinders kamp for ligestilling og frihed. Kvinder i Iran, der klipper hår af i protest og brænder deres hijab på gaden. Demonstrationer i København, hvor man gør det samme over hele verden, og der er også en stor demonstration på søndag. Fordi det her har verden taget til sig. Først kvinder, og senere - og det er vigtigt - os allesammen, har over hele verden udtrykt solidaritet med de iranske kvinders frihedskamp og har kopieret den symbolske handling med at klippe et stykke af sit hår af. Jeg synes, at det har været imponerende at være vidne til det mod. At klippe håret af sig selv i Danmark det er en symbolsk handling. At vise sit hår og klippe i det - i Iran, altså - det er en en ekstrem modig manifestation. Jeg synes også, det har været rørende. Det er jo en kamp, der foregår med deres liv som indsats, og svaret fra præstestyret har jo været lige så brutalt og voldeligt, som vi kunne frygte. Protester, der slås ned. Demonstranter, der sættes i fængsel eller slås ihjel. Herunder også små børn. Det oprør, vi er vidne til i øjeblikket, det er jo det alvorligste for præstestyret i mange, mange år. Med sit udspring i Mahsa Aminis meningsløse død, og deraf kampen for kvinderettigheder, er oprøret nu et fuldbyrdet oprør mod regimet som sådan. På tværs af etnicitet og på tværs af køn er bevægelsen forenet i kampen for et liv i frihed. Symboler på regimets brutale undertrykkelse angribes. For eksempel har vi set fængslet Evin i flammer. Et fængsel, der er berygtet for at huse fængslede kritikere af regimet. Og det er jo et leder-løst oprør. Det er en leder-løs bevægelse, for hvem protesten i sig selv er dynamikken. Og dermed er der heller ikke nogen formel bevægelse eller opposition, som kan give sit besyv med. Det er ikke en opposition med en fast plan for en egentlig magtovertagelse. Ligesom der jo også er et fravær af internationale organisationer eller kritisk presse i Iran. Det er simpelthen et ægte folkeligt oprør. Uanset hvad protesterne fører med sig, så er de i hvert fald - hvilket i sig selv er vigtigt - med til at delegitimere præstestyret. Udover den fysisk brutale håndtering af demonstranter har styrets svar også været at slukke for internettet i et forsøg på at dæmpe oprøret og forhindre det i at sprede sig. Det er jo svært at forudse, hvor det her fører hen. Det er det. Men det, VI skal gøre, det, vi kan gøre, Det er at vi skal gøre det, vi kan, for at støtte kampen for frihed, mod undertrykkelse, mord og vold. Og der er vel i virkeligheden to ting, vi kan gøre. For det første - og der kan vi yde et bidrag hver især - der kan vi holde verdens opmærksomhed intakt. Og det er vigtigt, i en tid med mange kriser og et mediebillede, der flytter sig fra dag til dag, hvor det er svært at fastholde fokus. Der kan vi hver især bakke op, vi kan skrive, vi kan demonstrere. Vi kan holde konferencer som denne her i dag. Vi kan være aktive på de sociale medier for at yde vores lille - i virkeligheden jo fattige - bidrag til at holde kampen i live og vise både det iranske folk og det formørkede præstestyre, hvor vi står. Det kan vi gøre. Det andet, vi kan gøre, det er via EU. Vi kan påføre det iranske regime sanktioner. Det er de to ting, jeg synes, vi står med. I forhold til det første. Det med at holde opmærksomheden intakt og holde tingene i fokus, så må ingen jo være i tvivl om, at vi står på frihedens side. Det må ingen være i tvivl om. Heller ikke de godt 21.000 iranere og efterkommere, der bor i Danmark. Langt størstedelen af dem - af jer, nogle er her jo i dag, ankommet jo i tiden under og efter præstestyrets overtagelse i 1979 og shahens fald, flygtede fra et forfærdeligt regime, fandt fred blandt os i Danmark, Er aktive medborgere i Danmark, men jo med rødder i Iran. Og derfor er der jo mange i den gruppe herboende iranere og efterkommere, som følger særligt med i begivenhederne i Iran. Og jeg synes, det er selvstændigt vigtigt, at de skal vide og mærke, at vi bakker op. Vi står sammen mod den undertrykkelse og brutale vold, der pågår i Iran. [klapsalver fra salen] For når et undertrykt folk sætter livet på spil og rækker hånden frem efter friheden, så skal vi gøre, hvad vi kan, for at gribe dem. Gør hvad vi kan, for at det lykkes. Det er den ene ting, vi kan gøre, og vi kan gøre noget hver især. I forhold til sanktioner: USA og Canada har allerede indført sanktioner mod Irans moralpoliti. Den canadiske regering har meddelt, at den nægter indrejse for 10.000 medlemmer af Irans magtfulde Revolutionsgarde. Og i EU drøftes netop her i dag - hvis drøftelserne ikke allerede er færdige - det hele går så stærkt, at det kan være svært at følge med, men i hvert fald er det på dagsorden i dag i Luxemborg, at drøfte EU's reaktioner på præstestyrets brutale håndtering af demonstrationerne. Og hele ideen om EU- aktioner er jo så i øvrigt, kan man sige, aktualiseret af, at Iran nu også engagerer sig i Putins krig mod Ukraine. Naser Khader brugte det billede, at Iran er Mellemøstens Ukraine, og det får sådan en dobbeltbetydning nu, at både har vi et brutalt iransk styre i forhold til egne borgere, men vi har altså også nu iranske våbenleverancer, omend de søger at benægte, men det synes at være dokumenteret, blandt andet af Washington Post her til morgen. Iranske droner og jord til jord missiler, som nu direkte anvendes i Putins brutale kamp mod Ukraine. Og begge dele kalder jo på en hård reaktion fra EU. Både det iranske engagement i Ukrainekrigen og den brutale fremfærd i Iran overfor egne borgere. Det glæder mig meget - for alt skal jo ikke være konflikt, selv om vi er i en valg-tid, at Danmark entydigt har meldt sig ind på den rigtige side, og at Danmarks udenrigsminister Jeppe Kofod forud for mødet her i dag har sagt, at Danmark selvfølgelig stiller sig det rigtige sted. Det er vigtigt, at vi sender et stærkt signal. Som medborgere. Som europæere. Og så er det også vigtigt lige at reflektere, måske netop i en tid som denne, hvor vi har et folketingsvalg, At det her jo er en genbekræftelse af det, vi allesammen godt ved: Nemlig at demokrati og frihed ikke er nogen naturlov, men noget der skal kæmpes for. I Danmark er det relativt enkelt, for der handler det bare om at gå ned på kommunekontoret og sætte et kryds. Det er en fredfyldt affære, selvom blodet godt kan rulle i årerne hos os, der engagerer os i det. Men andre steder i verden er det med livet som indsats. Serfor synes jeg også, at det er betimeligt, at selvom vi er i en valgkamp og har så travlt med at diskutere os selv og vores, i sammenligning små problemer, at vi lige husker at holde det her fokus på det, der sker i Iran nu. Så derfor vil jeg bare slutte med dét, og så ønske jer allesammen en god konference. Og igen tak, Naser og andre, for at organisere det her. Det er vigtigt. Hav en god dag.

Other Episodes